Forringelserne fortsætter

Hvordan kan der være den store forskel på de forventninger borgerne i Skive har til støtte fra kommune, og så den reelle støtte der gives?

Jeg har igennem nogle læserbreve luftet eksempler på dette, og det fortsætter med at strømme ind med eksempler. Årsagen til forskellen kan kun være, at Byrådet i Skive kommune har valgt, at nedprioriterer hjælpen til de svageste borger.  Det påvirker selvfølgelig de svageste borgers livskvalitet negativt, men det ser ikke ud til at politikerne tager dette alvorligt, tværtimod. Resultatet af de eksempler der er blevet forelagt mig, er at borgerne stik imod serviceloven nu også bliver isoleret og får et dårligere liv.

Bevillingerne borgerne har haft, bliver fjernet, feks. afslag på den rigtige handicapbil, så den handicappede selv kan komme ind og ud af bilen, og der igennem at blive selvhjulpen. Her taler jeg om et ungt menneske, der nu får fortalt, at vedkommende skal klare sig på en helt anden måde, en måde som ikke burde høre hjemme i et velfærdssamfund som det danske. Personer bliver nærmest bedt om bare, at blive hjemme. Maden foreslår kommunen, at handicappede fremover bare kan få leveret ude fra.

Det er som om, der er et mønster i den dårlige sagsbehandling i Skive kommune. Den ene dårlige sag efter den anden vælter ud af skabene. Hvem husker ikke sagen om Christina?  Kommunes Image kan ligge på et meget lille sted. Og det gælder ikke kun inden for dette område. Spørgsmålet er, om Skive kommune tilsidesætter sine forpligtelser på dette område?

Et byrådsmedlem som SF`s Anders Bøge havde jeg dog forventet ville kæmpe for de svage og ikke bare lade embedsmændene køre løbet, men sådan er det langt fra, han tier og samtykker.

Erik Mortensen – Spidskandidat for Nye Borgerlige