Er du til salg for politiske godbidder?

Det handler om frihed, Palle. Retten til at vælge selv. Engang var det en konservativ dyd, men den tid er desværre passé. At forfordele idrætsfolk over kommunens ældre og udsatte borgere, det er efter min mening helt uden for banen. Konservative vil altså deltage i ræset mod bunden, sammen med det øvrige byråd!

Danskere søger om offentlige tilskud, som kommer af egne skattekroner. I Nye Borgerlige er det vores holdning, at danskerne skal beholde flere af deres egne penge selv, vi kan selv bestemme – det behøver vi ikke politikere til.

Mange frivillige i klubber og foreninger er grundstammen i vores samfund og disse skal styrkes, når de gør et samfundsnyttigt arbejde. Men alt for mange hobbyforeninger og lign. får også tilskud og det bør være medlemmernes egen interesse at bevare den slags hobbyforeninger – som f.eks. udstillingsvinduet for kunstnere, Peron Peron i banegårdsbygningen.

Også erhvervslivet har solgt sig selv til den socialdemokratiske magtfulde stat. Store erhvervsorganisationer har gennem årtier lobbyet politikere og embedsmænd for erhvervstilskud til danske private virksomheder. Og de lykkedes med det.Når erhvervslivet ikke alene accepterer, men aktivt arbejder for at få flere af de godbidder, som politikerne sender deres vej i form at tilskud og subsidier, legitimerer man samtidig den enorme og indgribende regulering – og den højere skat, der følger med. Man har skabt et afhængighedsforhold.

Erhvervsledere og borgerlige politikere må sige fra over for den centraliserende og formynderiske styring, der legitimeres via tilskud og subsidier, der årligt løber op i 40 milliarder kroner.

Skal dansk erhvervsliv fortsætte på støtten og kvæles i regulering, skatter og afgifter? Eller droppe lobbyisterne og veksle støtten til lavere skat, større frihed og højere vækst?

Morten Jensen, byrådskandidat Nye Borgerlige