Bunden er åbenbart ikke nået!

Tirsdag den 8. juni digtede venstremanden Peter Hahn igen et læserbrev, rettet mod min person med overskriften »Bunden er nået«. Nej Peter Hahn, bunden er ikke nået, om den bliver det tror jeg ikke, for Peter Hahn kan simpelthen ikke styre sit temperament, stakkels de mennesker, der bliver konfronteret med ham i hans job som politibetjent. En titel han ynder at fortælle om.

Du skriver, at du mangler negative ord i dit, som du skriver, sparsomme ordforråd. Ordet »rædsomt« som du bruger, kan godt gøres mere negativt, brug de ord »særdeles rædsomt«, som du brugte i brevet til vennerne i den kommunale administration, da du ville berette noget om mig.

Peter Hahn er blevet tøsefornærmet over alle de svigt, der er sket overfor Skive kommunes borgere, og som jeg beretter om her i avisen. Men Peter Hahn, tag det dog som en mand, du er jo ikke ene om disse beslutninger, erkend alle fejlene og lov, at du vil forsøge at forbedre dig rent politisk. Og ikke som du lige har gjort, at fungere som sagsbehandler ved kun at tildele 2 par sko og 2 par sandaler til en handicappet borger, der har fortjent bedre. Og endnu engang skriver du om kommunens borgerrådgiver, som du jo ikke selv giver det fjerneste for, det er rent tidsspilde for borgerne at konsultere borgerrådgiveren.

Peter Hahn, jeg har overhovedet ikke brug for, som du skriver, at bruge borgerne som »redskab« for egen vindings skyld. Alt hvad jeg har skrevet er desværre noget, der er sandt, og noget som Nye Borgerlige altid vil kæmpe imod. Det bliver svært, hvis alle andre i byrådet har samme holdning til at hjælpe svage borgere som dig Peter Hahn, men jeg nægter at tro, at der ikke kan skabes et flertal med hjertet på rette sted, modsat dig, der beviseligt hellere vil lefle for cheferne i den kommunale administration. Peter Hahn, hvis din mening om samarbejdet i det kommunale system skal tages alvorlig ror jeg, at du har et forklaringsproblem. Der skal efter min mening ske forandringer i den måde, der prioriteres på i Skive kommune, det vil vi i Nye Borgerlige.

Peter Hahn det kan godt være, at du ikke ønsker, at vi skal blive kollegaer i det nye byråd. Så lad dog være med at opstille, du vil helt sikkert få det meget bedre. Hvis vi begge skulle blive valgt, behøver du da ikke at ændre din stil, fortsæt du bare med at være negativ overfor bedre forhold for ældre og svage borgere. Stem du bare imod Nye Borgerliges forbedringsforslag på dette område, og fortsæt bare med at bevilge kommunale penge, der havner i private lommer. Det er jo det, du og det siddende byråd er berygtet for.

Bliv du bare ved Peter Hahn med at svine mig til. Jeg ved, jeg arbejder i en god sags tjeneste. Det er dig der har en dårlig sag. Skal jeg nu virkelig udskammes for ordentlighed og fairness?

Erik Mortensen, Spidskandidat Nye Borgerlige